Mange virksomheder skifter i disse år deres dieseldrevne flåder ud med grønne varebiler. Det er ikke kun godt for miljøet, men også for bundlinjen. Flere kommuner stiller nemlig krav om, at eksempelvis håndværkere skal køre i miljøvenlige biler.

Der er godt gang i butikken hos Trio Biler i Ballerup, og særligt de elektriske varevogne går som varmt brød i øjeblikket. Det fortæller Jimmy Hasemann, flåde- og erhvervschef i den sjællandske bilforhandler.

“Vi har netop leveret otte Maxus-elbiler til Københavns Kommune, og før nytår vandt vi et udbud hos Herlev Kommune. Jeg lejer også biler ud til Danske Fragtmænd, og vi leverede otte elbiler til Sund & Bælt i oktober, så vi har rigtig mange af de store.”

I dag er omkring 50% af de varevogne, som sælges i Trio Biler, eldrevne, og Jimmy Hasemann forventer kun, at tallet stiger de kommende år.

“Det er blevet nemmere at træffe et bæredygtigt valg, når man køber ny varevogn, og i dag er der en tydelig tendens til, at erhvervslivet og ikke mindst det offentlige vælger elbiler til.”

Bæredygtig business

Danmark er foregangsland for grøn omstilling, og det voksende salg af el-varevogne hos Trio Biler er et godt eksempel på, hvordan de bæredygtige intentioner bliver omsat til praksis.

Københavns Kommune er en af de aktører, der har været med til at fremskynde overgangen til miljøvenlige køretøjer i byen. I 2019 blev det nemlig besluttet, at virksomheder, der udfører opgaver for kommunen, kan blive mødt med krav om at benytte miljøvenlige biler. Det kan være plug-in-hybrid-biler eller biler, der kører på el, biogas eller brint.

Det grønne løfte er godt i gang med at blive indfriet, og miljøvenlig leverandørtransport kan være et af tildelingskriterierne, når man som virksomhed søger et udbud i Københavns Kommune. Det forklarer Torben Klindt, ejer af Hovedstadens Låseservice på Nørrebro i København, som netop har budt ind på en større opgave.

“Vi kan ikke få lov at levere til kommunen, hvis ikke vi kan levere et grønt køretøj. Af samme grund har vi købt en flok el-hybrydbiler, for jo mere grønt, man kører, jo bedre står man i en udbudsrunde.”

I første omgang er kravet fra Københavns Kommune primært rettet mod små køretøjer under 3500 kg. Det kommer i praksis til at gælde for f.eks. elektrikere, gartnere, vinduespudsere og låsesmede, der som Torben Klindt bruger små varevogne og almindelige personbiler til at udføre deres arbejdsopgaver.

Grønne forbrugere

Det er ikke kun myndighederne, der stiller krav om grønne køretøjer. Også forbrugerne efterspørger i stigende grad at få varer og services leveret på bæredygtig vis. Det fortæller Andreea Spaima medstifter af transportfirmaet EvolvT, der tilbyder miljøvenlig varetransport på Sjælland og udvikler metoder til at effektivisere forbruget i el-varebilskørsel.

“Flere og flere forbrugere går decideret efter brands, der tilbyder bæredygtig levering. Vi samarbejder med en række firmaer, som netop slår sig op på at være grønne hele vejen igennem, og det indebærer også leveringsdelen,” siger Andreea Spaima, der har haft rygende travlt de sidste måneder.“Vi havde forventet, at vi kunne tage en pause i januar, men der har været så stor efterspørgsel på bæredygtig levering, at vi måtte droppe det. Faktisk havde vi den samme volume i januar, som vi havde omkring jul, der ellers er højsæson.“

I dag kører EvolvT med 5 elektriske varevogne dagligt og to, der kører på biobrændsel. Overgangen til den grønne transportform var helt i tråd med virksomhedens værdier.

“Vi vil gerne gå foran og vise et godt eksempel i den grønne omstilling. Tidligere havde vi almindelige varebiler, men vi blev opmærksomme på, hvor skadeligt, det var for miljøet. Vi havde kun seks-syv varevogne, og det var virkeligt et wakeup call for os at finde ud af, hvor meget CO2, de faktisk udleder,” siger Andreea Spaima.

Senest er virksomhedens grønne flåde blevet udvidet med to nye el-varebiler fra den kinesiske bilproducent Maxus.

“Vi har rigtig god erfaring med vores Maxus-varebiler, også nu, hvor det er koldt, og batteriet skal bruges til at varme bilen op, der kører de stadig langt på en opladning.”'

Opladning

Netop opladning kan være en udfordring, når man går fra diesel til el, og ifølge Jimmy Hasemann kræver det da også lidt overvejelser og planlægning, når man investerer i en el-varebil.

“Hvis du ligger og pendler mange hundrede kilometer hver dag, så dur det ikke med en el-varevogn, med mindre du har en ladeboks og tid til at lade. Så det kræver lidt overvejelser og planlægning, før man køber en elvarevogn. Til gengæld er det en rigtig god investering, hvis man arbejder inden for et mindre område. Kører man for eksempel omkring 200 kilometer om dagen, hvoraf meget er bykørsel, så er en el-varevogn perfekt. Det kan være en elektriker, der kører rundt og skal lave 20 små opgaver, eller en kurér, der skal aflevere pakker rundt omkring i en by.”

Ud over hensynet til miljøet, er der ifølge Jimmy Hasemann også andre helt åbenlyse fordele ved en el-varebil.

“Vedligehold og service er væsentligt billigere på en elbil sammenlignet med en dieselbil. Desuden er forbruget markant lavere. Det er meget billigere at hælde strøm end diesel på en bil. Det gælder også parkeringsudgifter - når de holder og lader, skal man nemlig ikke betale parkering.”

Andreea Spaima fra EvolvT er heller ikke i tvivl om de fordele, der er ved at køre el-varebil.

“Det er klart, det tager tid at lade op, og det skal planlægges. Men man har også flåde-management, når man har almindelige varevogne. Fordelen ved vores el-varebiler er, at vi ikke skifte olie eller hælde kølervæske på. Vi slipper også for motorproblemer og har helt klart færre driftsudgifter”.