Pressemeddelelse

Grøn Koncert er tilbage – grønnere end nogensinde før: »Vi sparer miljøet for en halv million plastikglas«

Danmarks festivaler har ikke stået stille, mens samfundet har været lukket ned af coronaen. Flere af festivalerne – herunder Grøn Koncert – har udnyttet ventetiden til at sætte fuld fokus på bæredygtighed, så musikfesten kan forløbe så miljøvenligt som muligt.

Det har ikke været let at være festivalfan de sidste to år.

Siden coronapandemien ramte i starten af 2020, er stort set alle danske musikfestivaler blevet aflyst, og livemusikken stod bagerst i køen, da samfundet skulle genåbnes.

Nu lader den lange ventetid omsider til at være slut. Denne sommer vender de store festivaler efter planen tilbage med alt, hvad det indebærer af solskin, fællesskab og fede musikoplevelser.

Det gælder også Grøn Koncert, der er klar med otte koncerter fra den 21.-31. juli.

”Vi glæder os helt vildt. Det er fantastisk, at det nu endelig kan lade sig gøre,” fortæller Nikolai Milman, projektleder i Muskelsvindfonden, der står bag Grøn Koncert.

Sammen med sine kolleger arbejder han på højtryk for at gøre alt klar til sommerens koncerter. Musikprogrammet er allerede offentliggjort og byder både på nye navne som Andreas Odbjerg og Drew Sycamore og gamle kendinge som D-A-D.

Spørger man Nikolai Milman, kan publikum se frem til den gode gamle Grøn Koncert-oplevelse med masser af god musik, stemning og fællesskab.

”Den fælles fest er tilbage. Nu får man igen muligheden for at tage af sted med venner og familie og sætte sig på en grøn plæne og opleve Grøn Koncert og al den mangfoldighed, der også er en del af festen. Her er der plads til alle, og her kan børn og voksne få lov til at gå til fest sammen”, forsikrer Nikolai Milman.

Mindre CO2 og pænere festivalplads

Mens meget er, præcis som det plejer, er der også en række nye tiltag på årets festivalturné. Det gælder ikke mindst i forhold til bæredygtighed. Målsætningen er klar: Grøn Koncert skal være endnu grønnere, og i år bliver der skruet yderligere op for de grønne og bæredygtige tiltag, der allerede var blevet sat i søen, før coronaen ramte.

”Vi kigger rigtigt meget på vores CO2-aftryk. Både i forhold til affaldssortering, transport og brug af genanvendelige materialer,” fortæller Nikolai Milman.

Under sommerens koncerter kan man blandt meget andet se frem til at få serveret sine kolde fadøl i genanvendelige plastikglas, som man betaler fem kroner i pant for. Det kan lyde som en lille ting, men i det store miljøregnskab gør det en kolossal forskel. På en typisk festivalturné med otte koncerter drikkes der mange hundrede tusinde fadøl, og det generer rigtigt meget plastaffald.

”Med dette tiltag sparer vi miljøet for rundt regnet en halv million plastikglas,” fortæller Nikolai Milman, der i 2019 også kunne konstatere, hvordan pantsystemet var med til at gøre pladsen pænere og mere indbydende.

”Vi fandt ud af, at mængden af affald på pladsen blev kraftigt reduceret takket være genbrugsglassene. Tidligere har vi skullet bruge 10-12 timer på at gøre rent på pladsen, nu kunne vi pludselig klare det på tre-fire timer.”

For at minimere CO2-aftrykket yderligere, har Grøn Koncert indgået et samarbejde med en række andre festivaler om at forlænge glassenes ”livscyklus”. I stedet for at hver enkelt festival køber sin egen beholdning af glas, indgår de i en fælles pulje.   

”Glassenes rejse starter på Roskilde. Derfra kommer de til Northside og Tinderbox og ender til sidst på Grøn Koncert. På den måde sikrer vi, at hver enkelt glas anvendes så meget som overhovedet muligt,” fortæller Nikolai Milman.

Maxus er sponsor for Grøn Koncert / Muskelsvindfonden

Maxus har indgået et partnerskab med Muskelsvindfonden, som står bag Grøn Koncert. Partnerskabet betyder blandt andet, at:

  • Maxus stiller elbiler til rådighed ved Grøn Koncert, så der kan fragtes gear og folk rundt på pladsen og imellem koncerterne på mere miljøvenlig vis. Herunder en bus, der skal bruges til at køre folk fra forfest og til pladsen.
  • Maxus udlodder en Euniq6 SUV-elbil under Grøn Koncert.


Campingstole med lang levetid

Det er langt fra kun plastikglas, der genererer unødvendigt affald på en festival. Derfor har Grøn Koncert i år udvidet pantsystemet til ikke kun at gælde glas.

”Grøn Koncert er jo i vid udstrækning en ”sid ned-festival”, og man kan rykke ind på pladsen med campingstole og tæpper og holde sin familiefest eller vennefest. Tidligere har vi solgt festivalstole, men fra i år vil vi kun udleje, og vi vil prøve at holde så meget liv som muligt i dem. Hvis folk efterlader en stol, overgår den efterfølgende til udlejning,” siger Nikolai Milman.

Listen over nye bæredygtige tiltag er lang, og også salget af Grøn Koncert-merchandise er blevet gået efter i sømmene. For kan man egentlig forsvare at få produceret en masse t-shirts med påtrykt årstal, som efterfølgende er ubrugelige, hvis de ikke bliver solgt?

”Tidligere endte store mængder merchandise i smid-ud-bunker, når årets koncerter var overstået. I år tager vi i stedet et trykkeri med undervejs og producerer kun det antal t-shirts, vi kan sælge. Det samme gælder bøllehatte, solbriller og vandflasker,” fortæller Nikolai Milman.

Alle merchandise-produkter, fortæller han, er fremstillet med bæredygtighed for øje. Der bruges så vidt muligt genanvendte materialer, og t-shirts fremstilles af genanvendelige tekstiler og restprodukter fra bomuldsproduktion. Man er også begyndt at genbruge hegnsbanner fra år til år. Det tages ned og vaskes, så det kan hænges op igen næste år.

De dele af hegnsbanneret, der er årstalsspecifikke, bliver som en ekstra gimmick syet om til tasker, der sælges på pladsen.

”Hvis det kan anvendes, kan det genanvendes. Det er det signal, vi gerne vil sende til publikum i år,” siger Nikolai Milman.

Gode værdier og grøn profil

Maxus Danmark har indgået et partnerskab med Muskelsvindfonden og Grøn Koncert. Et samarbejde som Country Manager hos Maxus Danmark, Steffen Vilstrup, er rigtig glad for.

“VI synes, at Muskelsvindfonden har rigtig gode værdier. Tanken om, at der skal være plads til forskellighed kan vi rigtig godt lide. Plads til forskelligheder betyder for mig, at vi ikke alle sammen behøver at være ens,” siger Steffen Vilstrup.

Udover Muskelsvindfondens værdier omkring forskellighed, så passer den grønne profil for Grøn Koncert også godt til Maxus, der udelukkende har eldrevne  person- og varebiler i sortimentet - og som en del af samarbejdet udlodder Maxus Danmark da også den helt nye elektriske SUV Euniq6 i Muskelsvindfondens store lotteri.

(Fotograf Morten Rygaard)

Postet

22 June 2022 at 10:23

Bilder

Vedlegg

Kontakt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få de seneste nyheder fra Maxus.