Maxus Danmark sænker prisen på den elektriske e-Deliver 5. Efter forhandlede produktionspriser hos fabrikken tilbydes modellen nu fra 229.900 kr. ekskl. moms – en reduktion på 20.000 kr. i forhold til den tidligere pris på 249.900 kr.
”Vi er glade for at kunne tilbyde en endnu stærkere pris på e-Deliver 5. Den nye pris gør modellen til et af de mest attraktive valg i klassen, både målt på sikkerhed, rækkevidde og totaløkonomi,” siger Allan Hagelskjær, salgschef hos Maxus Danmark.
Sikkerhed og garantier i top – med Platinum-rating
e-Deliver 5 er en af de mest sikre elektriske varebiler i sin klasse og er tildelt Platinum-certificering i Euro NCAP. Det betyder maksimal beskyttelse for chauffør og passagerer – og placerer bilen blandt de bedste på markedet, når det gælder sikkerhed i segmentet.
Modellen er udstyret med en bred pakke af assistentsystemer, herunder adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse, skiltegenkendelse, vognbaneassistent, træthedsadvarsel og intelligent fjernlys.
Maxus yder 5 års garanti eller 100.000 km på bilen, og på batteriet ydes 8 år eller 200.000 km.
Elektrisk effektivitet
Den elektriske drivlinje består af et 64 kWh batteri, som giver en rækkevidde på op til 335 km WLTP kombineret. Hurtigopladning på op til 70 kW giver 80 % opladning på ca. 45 minutter, og 11 kW AC sikrer effektiv opladning natten over.
Praktisk og rummelig varebil
e-Deliver 5 bygger på Maxus’ nye MILA-platform og fås med et stort og praktisk varerum på hele 6,6 m3. Varerummets bredde på 1.250 mm mellem hjulkasserne, mulighed for to skydedøre og en nyttelast op til 1.200 kg gør den velegnet til både håndværkere, servicefag og flådekunder. Anhængervægten er op til 1.500 kg.
Kabinen byder på tre sæder, justerbart førersæde med varme og armlæn samt en 12,3” touchskærm med trådløs Apple CarPlay og Android Auto.
Styrket position i markedet
Med den lavere pris styrker Maxus sin rolle som leverandør af nogle af markedets mest konkurrencedygtige elvarevogne. Maxus tilbyder Danmarks bredeste elektriske varevognsprogram – fra 4,8 til 20 m³ – og e-Deliver 5 er nu endnu stærkere positioneret i det populære mellemklasse-segment.
Bilerne kan prøvekøres hos landets Maxus-forhandlere, og der er biler til rådighed for kunderne, så man kan nå at få sin nye Maxus varebil leveret allerede i år.
Om RSA:
RSA Danmark er importør af Maxus, JAC og KGM til Danmark, Grønland og Færøerne. RSA Danmark er en del af RSA, som er en nordeuropæisk bilimportør af personbiler og varevogne med hovedkontor i Norge, og øvrige afdelinger i Sverige, Finland, Island, Tyskland og Polen.
Som en privatejet virksomhed med en historie, der går tilbage til 1936, har RSA udviklet stærke brands på de nordeuropæiske markeder. RSA er importør for Suzuki, Isuzu, Maxus, BYD, JAC og KGM til Norge. RSA har opbygget et solidt forhandlernetværk med mere end 300 forhandlere.